130 års jubilæumstur til Carlslund

Endelig oprandt den 6. juli 2019 hvor den Fyenske GF havde 130 års jubilæum.

Solskin?….nej det regnede hele formiddagen, så paraplyen måtte frem.

Vel ankommet til Filosofgangen hvor vores gamle fanebærer Poul Agertoft stod vagt ved skilderhuset, forsøgte formanden at få styr på tropperne.

 

3 geledder i stram antrædning? Nej det blev det ikke til. Det var sikkert fordi vi havde damer med. Dette ville ødelægge enhver retstilling med maven trukket ind og brystet frem!

Det nærmeste man kunne komme var en god køkultur for at komme ombord i båden “H.C. Andersen” som sejlede os en dejlig tur på Odense å ud til Fruens Bøge.

Efter en kort spadseretur ankom vi til Carlslund hvor vi samlet var 46 gamle gardere med fruer.

Snakken gik lystigt og Jacob der er medejer af restauranten fortalte lidt om historien. Jacob er selv gammel garder (okt 95), og er nu selvfølgelig også medlem i vores forening.

Så kom æggekagen på bordet, og den efterfulgtes af en sodavand eller 2. Jaaaa… man kunne da også skimte en øl og en snaps hist og her i dagens anledning.

Under maden begyndte musikken, som på denne dag var “Advokatens New Orleans band”, at spille skøn jazz musik. Snakken gik højt og det ene tomme fad blev afløst af nye fyldte, af de hjælpsomme tjenere.

Da maden og kaffen var sunket, gik selskabet tilbage ad skovstien til båden for at blive sejlet tilbage til udgangspunktet efter en god eftermiddag.

En stor tak skal lyde til dem der deltog og en særlig tak til de udenbys gæster fra Horsens GF som snart følger trop med deres jubilæum.

 

Sendy

Udgivet